Novo Nordisk
2018-03-23T06:12:15Z
2018-03-23T06:12:15Z
Ozempic® godkendt i Japan til behandling af type 2-diabetes
Bagsværd, den 23. marts 2018 - Novo Nordisk meddeler i dag, at det japanske sundhedsministerium, Ministry of Health, Labour and Welfare, har godkendt Ozempic® (semaglutid), en ny, ugentlig analog af det naturlige hormon glukagonlignende peptid-1 (GLP-1), til behandling af voksne med type 2-diabetes.
Godkendelsen af Ozempic® i Japan er baseret på resultater fra det kliniske udviklingsprogram SUSTAIN, som omfattede flere end 8.000 voksne deltagere med type 2-diabetes. Godkendelsen er baseret på data fra fem af SUSTAIN-studierne, som omfattede ca. 1.200 voksne japanske deltagere. Den godkendte indlægsseddel afspejler, at behandling med Ozempic® medførte større reduktioner i langtidsblodsukkerniveauet (HbA1c) end sammenlignende behandlinger, samt at der blev opnået større reduktioner i gennemsnitsvægten med Ozempic® hos japanske deltagere sammenlignet med placebo i de to monoterapistudier i SUSTAIN-programmet.
"Vi er meget tilfredse med godkendelsen af Ozempic® i Japan. Det vil give millioner af mennesker med type 2-diabetes en ny og virkningsfuld behandlingsmulighed, som kan hjælpe dem med at regulere denne komplekse sygdom," siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk.
Novo Nordisk forventer at lancere Ozempic® i Japan i løbet af de kommende måneder, når der er opnået tilskud.
Om Ozempic®
Ozempic® (semaglutid) er en ny, ugentlig analog af det naturlige hormon glukagonlignende peptid-1 (GLP-1), som er udviklet til behandling af type 2-diabetes. Godkendelsen af Ozempic® er baseret på SUSTAIN-programmet, et globalt klinisk udviklingsprogram, som omfattede seks globale og to japanske fase 3a-studier med en samlet deltagelse af flere end 8.000 voksne med type 2-diabetes. Ozempic® blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, den 5. december 2017, de canadiske sundhedsmyndigheder, Health Canada, den 4. januar 2018 og af Europa-Kommissionen den 9. februar 2018.
Dette er en oversættelse af den originale engelske selskabsmeddelelse. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem den danske og den engelske version er den engelske gældende.
Yderligere information
| Medier: | ||
| Katrine Sperling | +45 3079 6718 | krsp@novonordisk.com |
| Investorer: | ||
| Peter Hugreffe Ankersen | +45 3075 9085 | phak@novonordisk.com |
| Anders Mikkelsen | +45 3079 4461 | armk@novonordisk.com |
| Christina Kjær | +45 3079 3009 | cnje@novonordisk.com |
Selskabsmeddelelse nr. 26 / 2018