Novo Nordisk
2005-11-25T14:36:51Z
2005-11-25T14:36:51Z
Lovende kliniske resultater fra fase 2b-studiet med liraglutide
Regulerer blodsukkeret og giver vægttab uden hypoglykæmi
Novo Nordisk har i dag offentliggjort en række kliniske resultater fra fase 2b-studiet med liraglutide, en fuldt human GLP-1-analog til dosering én gang dagligt. Studiet, der var tilrettelagt som en dobbeltblind, placebokontrolleret, randomiseret monoterapiundersøgelse til bedømmelse af stoffets effekt og sikkerhed, strakte sig over 14 uger og omfattede 165 patienter med type 2-diabetes, som tidligere var blevet behandlet med diæt eller diabeteslægemidler i tabletform.
Ved behandling med liraglutide opnåede patienterne en forbedring af den langvarige blodsukkerregulering målt ved HbA1c på mellem 1,5 og 2 procentpoint sammenlignet med placebo. Ved højeste dosis opnåede mere end 45% af patienterne en HbA1c på 7% eller lavere, mod mindre end 8% af dem, der fik placebo. En HbA1c på under 7% anbefales af American Diabetes Association. Det gennemsnitlige HbA1c-niveau ved studiets begyndelse var lige under 8,5%.
Ved højeste dosis af liraglutide opnåede patienterne en forbedring i fasteblodsukkeret på over 3 mmol (> 54 mg/dl). Disse patienter reducerede endvidere deres kropsvægt med ca. 3 kg fra et udgangspunkt på omkring 90 kg.
Liraglutide blev tålt godt, og forekomsten af kvalme lå på niveauet 5-10%. Bivirkninger fra mave-tarm-kanalen forekom hyppigst ved studiets begyndelse, hvorefter hyppigheden faldt betydeligt. Der forekom ingen tilfælde af alvorlig eller mild hypoglykæmi (for lavt blodsukker) til trods for den signifikante forbedring i blodsukkerreguleringen.
Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, siger: "De imponerende kliniske forsøgsresultater, vi har opnået med liraglutide, tegner meget lovende for en forbedret behandling af type 2-diabetes, hvor man på en gang opnår blodsukkerregulering og vægttab uden hypoglykæmi."
Novo Nordisk forventer at offentliggøre detaljerede resultater fra fase 2b-studiet på et videnskabeligt møde i 2006. Som tidligere oplyst ventes fase 3-studier med liraglutide påbegyndt i februar 2006. Disse studier ventes at omfatte omkring 3.800 patienter.
For yderligere information kontakt:
|
Medier: |
Investorer: |
|
|
|
|
Mike Rulis |
Mogens Thorsager Jensen |
|
Tlf. (direkte): 4442 3573 |
Tlf. (direkte): 4442 7945 |
|
|
|
|
|
Christian Qvist Frandsen |
|
|
Tlf. (direkte): 4443 5182 |
|
|
|