Novo Nordisk
2008-01-14T21:01:30Z
2008-01-14T21:01:30Z
Novo Nordisk omprioriterer sine aktiviteter inden for inhalerbar insulin og indstiller udviklingen af AERx®
På baggrund af en grundig analyse af fremtidsudsigterne for inhalerbar insulin og en evaluering af det medicinske og kommercielle potentiale for AERx® iDMS-systemet til dosering af inhalerbar insulin (AERx®) har Novo Nordisk besluttet at omprioritere aktiviteterne inden for inhalerbar insulin og indstille al yderligere udvikling af AERx®. Beslutningen om at indstille udviklingen af AERx® skyldes ikke bekymringer om, hvorvidt produktet er sikkert for patienterne. Beslutningen påvirker Novo Nordisks resultat af primær drift for 2007 med en engangsomkostning på omkring 1,3 mia. kr.
"AERx® systemet er udviklet til dosering af hurtigtvirkende insulin i forbindelse med måltider. Vi er nået til den konklusion, at det ikke er sandsynligt, at hurtigtvirkende inhalerbar insulin i den form, vi kender det i dag, vil kunne give væsentlige fordele - i form af bedre kliniske resultater eller større brugervenlighed - sammenlignet med injektioner af moderne insulin, der tages ved hjælp af pensystemer som Novo Nordisks FlexPen®," udtaler Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen. Han fortsætter: "Når type 2-diabetikere starter på insulinbehandling, begynder de som regel med langtidsvirkende eller færdigblandet insulin, og erfaringerne viser, at de foretrækker meget enkle og bekvemme systemer til dosering af deres insulin. Det kræver en helt ny tilgang til inhalation af insulin."
På denne baggrund vil Novo Nordisk øge sin forskning og udvikling i inhalationssystemer til langtidsvirkende formuleringer af insulin og GLP-1. Disse aktiviteter vil finde sted dels i Hayward i Californien, og dels i Hillerød i Danmark.
Diabetikere, som deltager i de igangværende kliniske fase 3-forsøg med AERx®, vil skulle skifte til andre behandlingsalternativer efter anbefaling fra deres læge. Afhængig af lokale bestemmelser vil Novo Nordisk betale for medicin og lægeligt tilsyn i den tid, studierne skulle have varet.
"Vi beklager den ulejlighed, lukningen af studierne medfører, og vi vil gøre vores yderste for at støtte læger og andet sundhedspersonale i at sikre så problemfri en overgang som muligt for de berørte patienter," siger Lars Rebien Sørensen.
Aktiviteterne i relation til klinisk udvikling og fremstilling af AERx® systemet og insulin-strips vil blive indstillet. Som følge af denne beslutning vil det formentlig blive nødvendigt at afskedige et betydeligt antal medarbejdere i Novo Nordisks selskab i Hayward, Californien.
Finansielle virkninger
I 2007 ventes indstillingen af aktiviteterne i forbindelse med klinisk udvikling og fremstilling af AERx® at medføre en omkostning af engangskarakter på omkring 1,3 mia. kr., som vil påvirke resultat af primær drift for 2007 negativt. Omkring 900 mio. kr. er relateret til nedskrivning af materielle og immaterielle anlægsaktiver, omkring 300 mio. kr. er relateret til indstilling af kliniske forsøg, og endelig er omkring 100 mio. kr. relateret til øvrige afviklingsomkostninger såsom leasing- og investeringsforpligtelser. Indstillingen af aktiviteterne vil ikke påvirke de rapporterede pengestrømme for 2007.
Novo Nordisks regnskabsresultat for 2007 og en detaljeret redegørelse for forventningerne til 2008 vil blive fremlagt i regnskabsmeddelelsen for året 2007, som udsendes den 31. januar 2008.
Novo Nordisk kan imidlertid allerede nu bekræfte forventningerne til salgsvæksten som anført i regnskabsmeddelelsen for de første ni måneder af 2007 den 31. oktober 2007. Salgsvæksten for 2007 opgjort i lokale valutaer ventes nu at blive realiseret et sted omkring midten af det forudsagte interval på 11-14% i regnskabsmeddelelsen for de første ni måneder af 2007. Da indstillingen af aktiviteterne primært påvirker forsknings- og udviklingsomkostningerne i 2007, forventer Novo Nordisk nu endvidere, at nøgletallet for forskning og udvikling i forhold til omsætning i 2007 bliver på lidt over 20%.
I 2008 ventes indstillingen af udviklingsaktiviteterne for AERx® at medføre, at nøgletallet for forskning og udvikling i forhold til omsætning bliver på omkring 17% inklusive en engangsomkostning på omkring 300 mio. kr. i relation til fratrædelsesgodtgørelser og andre omkostninger.
Telekonference
Der vil i morgen den 15. januar kl. 10.00 blive afholdt en telekonference for investorer. Der vil blive mulighed for at lytte med via et link på novonordisk.com under menupunktet 'Investors - Download centre'.
AER® er et registreret varemærke, der tilhører Aradigm Corporation eller dets datterselskaber i USA og andre lande. FlexPen® er et registreret varemærke, der tilhører Novo Nordisk A/S.
Yderligere information:
|
Medier: |
Investorer: |
|
|
|
|
Mike Rulis |
Mads Veggerby Lausten |
|
Tlf.: 4442 3573 |
Tlf.: 4443 7919 |
|
|
|
|
|
Hans Rommer |
|
|
Tlf.: 4442 4765 |
|
|
Fondsbørsmeddelelse nr. 2 / 2008