Novo Nordisk

2008-11-18T17:27:49Z

2008-11-18T17:27:49Z

FDA meddeler ny dato for møde i rådgivende komite om liraglutide - samlet tidsplan forventes ikke ændret

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har meddelt Novo Nordisk, at det planlagte møde om liraglutide i FDA's rådgivende komite den 2. marts 2009 er blevet rykket til den 2. eller 3. april 2009.
 
Novo Nordisk indsendte registreringsansøgning for liraglutide til FDA den 23. maj 2008, og med den gængse behandlingstid på 10 måneder ville FDA's tilbagemelding derfor kunne ventes at foreligge den 23. marts 2009. I september tilkendegav FDA, at det sandsynligvis ville blive nødvendigt at forlænge behandlingsfristen med et par måneder. FDA har meddelt Novo Nordisk, at denne tidsplan fortsat forventes at være gældende.
 
FDA's rådgivende komiteer består af uafhængige eksperter, der rådgiver FDA i forbindelse med regulatoriske beslutninger. Sådanne komitemøder er åbne for offentligheden og er almindelige i forbindelse med vurdering af vigtige lægemidler.
 
Liraglutide er en human GLP-1-analog (glukagonlignende peptid 1) udviklet til behandling af type 2-diabetes. Liraglutide, som doseres én gang dagligt, virker ved kun at stimulere frigivelsen af insulin, når blodsukker­niveauet bliver for højt, og ved at hæmme appetitten.
 
Yderligere information:
 
Selskabsmeddelelse nr. 76 / 2008