Novo Nordisk
2015-11-18T17:00:52Z
2015-11-18T17:00:52Z
Novo Nordisks kapitalmarkedsdag 2015
Bagsværd, den 18. november 2015 - På Novo Nordisks kapitalmarkedsdag i morgen, den 19. november 2015, vil ledelsen give en opdatering på vigtige projekter i udviklingsporteføljen, markedsdynamik og virksomhedens kommercielle strategi.
Det er Novo Nordisks ambition at styrke sit lederskab på det globale diabetesmarked yderligere gennem forskning, udvikling og markedsføring af forbedrede insulin- og GLP-1-analoger og kombinationer heraf samt helt nye klasser af biologiske diabeteslægemidler.
Programmet omfatter bl.a. følgende hovedtemaer:
- Novo Nordisks forskningsstrategi og vigtige udviklingsprojekter indenfor diabetesbehandling
- Novo Nordisks kommercielle strategi i det globale marked for diabetesbehandling
- Markedsdynamikken i det amerikanske lægemiddelmarked med fokus på kommende produktlanceringer
Kapitalmarkedsdagen vil endvidere omfatte præsentationer om virksomhedens produktionsstrategi og planer om at opbygge en førende position indenfor medicinsk behandling af fedme, samt mindre breakout-sessioner med fokus på International Operations, Kina og biopharmaceuticals-forretningen.
NOVO NORDISKS FORSKNINGSSTRATEGI OG VIGTIGE UDVIKLINGSPROJEKTER INDENFOR DIABETESBEHANDLING
Dette programpunkt omfatter bl.a.:
Introduktion til Novo Nordisks forskningsstrategi og vigtige udviklingsprojekter i tidlige faser
Novo Nordisks forsknings- og udviklingsstrategi præsenteres med særligt fokus på det, som virksomheden betragter som sine vigtigste konkurrencefordele i den forsknings- og udviklingsmæssige værdikæde. Præsentationen vil gøre rede for Novo Nordisks forskningsstrategi med hensyn til at levere fremtidens innovative proteinbaserede lægemidler, der adresserer udækkede medicinske behov indenfor de fire valgte terapiområder i Novo Nordisks koncernstrategi: diabetesbehandling, fedme, hæmofili og vækstforstyrrelser. Præsentationen vil endvidere gennemgå Novo Nordisks udviklingsorganisation med fokus på klinisk forsøgsdesign og -udførelse.
Resultater fra SUSTAIN 4-studiet, der undersøger GLP-1-analogen semaglutid doseret subkutant én gang ugentligt sammenlignet med insulin glargin doseret én gang dagligt
SUSTAIN 4, det tredje fase 3a-studie med semaglutid, der rapporterer resultater, omfattede i alt 1.089 deltagere med type 2-diabetes, som tidligere var blevet behandlet med metformin med eller uden sulfonylurinstof. Fra et gennemsnitligt langtidsblodsukkerniveau (HbA1c) på 8,2% ved studiets begyndelse opnåede deltagere, som én gang ugentligt blev behandlet med doser på 0,5 mg og 1,0 mg semaglutid, statistisk signifikante og større forbedringer i HbA1c på henholdsvis 1,2% og 1,6%, sammenlignet med 0,8% med insulin glargin, efter 30 ugers behandling. Den gennemsnitlige daglige dosis af insulin glargin var 29 enheder. Fra en gennemsnitsvægt på 93 kg ved studiets begyndelse opnåede deltagere i behandling med 0,5 mg og 1,0 mg semaglutid desuden et statistisk signifikant og større vægttab på henholdsvis 3,5 kg og 5,2 kg, sammenlignet med en vægtstigning på 1,2 kg med insulin glargin. Semaglutid forekom i studiet at have en sikker og veltolereret profil. Den mest almindelige bivirkning var kvalme, som aftog med tiden. Kvalme blev rapporteret af op til 22% af deltagere i behandling med semaglutid, sammenlignet med 4% af deltagere i behandling med insulin glargin. Alvorlig eller symptomatisk hypoglykæmi bekræftet ved blodsukkermåling blev rapporteret hos 4% og 6% af deltagere i behandling med henholdsvis 0,5 mg eller 1,0 mg semaglutid én gang ugentligt, sammenlignet med 11% i gruppen, der fik insulin glargin.
Resultater fra fase 2-programmet med oral semaglutid og studiedesignet i fase 3a-programmet PIONEER
Der vil blive præsenteret yderligere detaljer fra fase 2-programmet med oral semaglutid, GLP-1-analogen i tabletform til dosering én gang dagligt. Endvidere vil der blive gjort rede for tilrettelæggelsen af studierne i det afsluttende fase 3a-program for oral semaglutid, PIONEER. Der vil blive påbegyndt i alt 10 studier med flere end 9.000 patienter i det planlagte fase 3a-program. Det første studie vil blive påbegyndt i første kvartal af 2016, og størstedelen af de resterende studier vil blive påbegyndt i 2016. Resultaterne fra de 10 kliniske studier forventes at foreligge i 2018.
Novo Nordisks planer for fase 3b- og fase 4-studier efter produktgodkendelse
Foruden de omfattende investeringer i afsluttende fase 3a-udviklingsprogrammer planlægger Novo Nordisk at udvide investeringerne i kliniske fase 3b- og fase 4-studier med det formål at understøtte de nyligt godkendte produkter. Flere end 20 studier i de afsluttende udviklingsfaser indenfor diabetesbehandling er p.t. i gang eller planlagt til påbegyndelse i de kommende år.
Breakout-session om biopharmaceuticals sætter fokus på resultater fra pathfinder 2-forlængelsesstudiet af N8-GP (NN7088)
Novo Nordisk vil i en separat session præsentere biopharmaceuticals-forretningen, herunder resultater fra afslutningen af den første del af pathfinder 2-forlængelsesstudiet. De rapporterede data understøtter yderligere, at den langtidsvirkende rekombinante faktor VIII, N8-GP (turoctocog alfa pegol), forekommer at have en sikker og veltolereret profil, og at 95% af milde til moderate blødninger kan behandles med 1-2 infusioner. Endvidere blev en undergruppe bestående af 55 patienter, som havde =<2 blødninger ved forebyggende behandling hver fjerde dag i seks måneder, i forlængelsesfasen randomiseret til behandling enten hver fjerde dag (50 IU/kg) eller én gang ugentligt (75 IU/kg). I observationsperioden på 180 dage i dette delstudie var den gennemsnitlige årlige blødningsfrekvens 0 (nul) for patienter i begge behandlingsgrupper.
NOVO NORDISKS KOMMERCIELLE STRATEGI I DET GLOBALE MARKED FOR DIABETESBEHANDLING
Med udgangspunkt i en gennemgang af dynamikken i det globale marked for diabetesbehandling fokuseres på de nuværende og forventede fremtidige vækstskabende faktorer for Novo Nordisk. Disse omfatter bl.a. den underliggende volumenvækst i diabetesmarkedet og Novo Nordisks introduktion af nye lægemiddelkandidater på diabetesmarkedet, som potentielt vil kunne føre til vundne markedsandele og værdiopgradering. Novo Nordisk vil i de kommende år arbejde for et komplet udbud af diabetesprodukter ved at fortsætte de globale lanceringer af Tresiba®, Ryzodeg® og Xultophy® samt den planlagte introduktion af hurtigerevirkende insulin aspart og semaglutid efter succesfuld afslutning af de kliniske studier og efterfølgende regulatoriske processer.
NOVO NORDISKS KOMMERCIELLE STRATEGI I DET AMERIKANSKE LÆGEMIDDELMARKED MED FOKUS PÅ KOMMENDE PRODUKTLANCERINGER
Dette programpunkt omfatter en opdatering på de seneste ændringer indenfor det amerikanske sundhedssystem og betalerne af sundhedsydelser. Opdateringen om forretningen vil fokusere på Novo Nordisks position på det amerikanske marked for diabetesbehandling, hvor segmentet for basal insulin repræsenterer de største muligheder for virksomheden. Tresiba® forventes at blive lanceret i begyndelsen af 2016, og lanceringsplanerne vil blive gennemgået under dette programpunkt.
WEBCAST
Kapitalmarkedsdagen kan følges direkte over nettet som webcast via investorsektionen på novonordisk.com, og præsentationerne vil efterfølgende være tilgængelige samme sted. Materiale til kapitalmarkedsdagen 2015 vil være tilgængeligt fra den 19. november ca. kl. 8.00 CET på investorsektionen på novonordisk.com.
Yderligere information
| Medier: | ||
| Mike Rulis | +45 3079 3573 | mike@novonordisk.com |
| Investorer: | ||
| Peter Hugreffe Ankersen | +45 3075 9085 | phak@novonordisk.com |
| Daniel Bohsen | +45 3079 6376 | dabo@novonordisk.com |
| Melanie Raouzeos | +45 3075 3479 | mrz@novonordisk.com |
| Kasper Veje | +45 3079 8519 | kpvj@novonordisk.com |
Selskabsmeddelelse nr 72 / 2015