Novo Nordisk

2016-03-04T12:07:58Z

2016-03-04T12:07:58Z

Victoza® reducerer risikoen for alvorlige kardiovaskulære hændelser signifikant i LEADER-studiet

Bagsværd, den 4. marts 2016 - Novo Nordisk offentliggør i dag de overordnede resultater fra LEADER-studiet, som undersøgte den kardiovaskulære (hjerte-kar-mæssige) sikkerhed for Victoza® (liraglutid) over en periode på op til fem år i flere end 9.000 voksne med type 2-diabetes med høj risiko for alvorlige kardiovaskulære hændelser. Studiet sammenlignede tilføjelsen af enten Victoza® eller placebo til standardbehandling og opfyldte det primære mål om at vise ikke-inferiøritet samt at dokumentere superioritet med en statistisk signifikant reduktion i kardiovaskulær risiko. Det primære mål for studiet var defineret som et sammensat endepunkt bestående af den første forekomst af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt eller ikke-dødeligt slagtilfælde. Den signifikante reduktion af alvorlige kardiovaskulære hændelser, der blev vist for Victoza®, hidrørte fra alle tre komponenter i dette endepunkt.  

Sikkerhedsprofilen for Victoza® i LEADER var generelt konsistent med tidligere kliniske studier af liraglutid. 

"Mennesker med type 2-diabetes har generelt en forøget risiko for alvorlige kardiovaskulære hændelser. Det er derfor, vi er meget begejstrede for resultaterne fra LEADER, som viser, at Victoza® ikke bare hjælper mennesker med type 2-diabetes med at regulere deres blodsukkerniveau, men også reducerer deres risiko for alvorlige kardiovaskulære hændelser," siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk. "LEADER er det hidtil største og længste kliniske studie, Novo Nordisk har rapporteret resultater fra, og vi ser frem til at dele de detaljerede resultater med lægeverdenen og indsende konklusionen til de regulatoriske myndigheder."  

De detaljerede resultater vil efter planen blive præsenteret på det 76. årsmøde i den amerikanske diabetesforening, American Diabetes Association (ADA), i juni 2016. 

Telekonference

Der vil den 4. marts 2016 kl. 14.00 CET blive afholdt en telekonference for investorer. Investorer kan lytte med via et link under investorsektionen på novonordisk.com.

Om LEADER

LEADER er et internationalt, randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret multicenterstudie, der har undersøgt langtidsvirkningerne af Victoza® (1,2 og 1,8 mg) sammenlignet med placebo, begge givet som supplement til standardbehandling, i mennesker med type 2-diabetes med høj risiko for kardiovaskulære hændelser. Studiet blev påbegyndt i september 2010 og randomiserede 9.340 mennesker med type 2-diabetes fra 32 lande, som blev fulgt i 3,5 til 5 år. Det primære mål var den første forekomst af et sammensat kardiovaskulært endepunkt bestående af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt eller ikke-dødeligt slagtilfælde. 

Om Victoza®

Victoza® (liraglutid) er en human GLP-1-analog (glukagonlignende peptid-1) med en aminosyresekvens, der har 97% lighed med det GLP-1, kroppen selv producerer. 

Victoza® blev lanceret i EU i 2009 og er i dag på markedet i flere end 80 lande; produktet har været anvendt til behandling af mennesker med type 2-diabetes i mere end tre mio. patientår globalt. I Europa er Victoza® godkendt til regulering af blodsukkerniveauet hos voksne med type 2-diabetes som tillægsbehandling til diabeteslægemidler i tabletform og/eller basalinsulin, når blodsukkeret ikke kan reguleres tilstrækkeligt med disse lægemidler sammen med motion og diæt. Victoza® blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i 2010 som supplement til diæt og motion med det formål at forbedre blodsukkerreguleringen hos voksne med type 2-diabetes

Yderligere information

Medier:    
Mike Rulis +45 3079 3573 mike@novonordisk.com
 

Investorer:
   
Peter Hugreffe Ankersen +45 3075 9085 phak@novonordisk.com
Daniel Bohsen +45 3079 6376 dabo@novonordisk.com
Melanie Raouzeos +45 3075 3479 mrz@novonordisk.com
Kasper Veje +45 3079 8519 kpvj@novonordisk.com

Selskabsmeddelelse nr. 20 / 2016