Sonia - Laborant

Navn:
Sonia
Uddannelse:
Laborant
Stilling:
Laborant
Afdeling:
Protein Expression
”Jeg har drømt om at forske, siden jeg var barn. Og jeg har altid ønsket mig at arbejde med gener. De fascinerer mig. Vi ved, generne er der, men vi kan ikke se dem. For folk udefra kan mit arbejde virke uhåndgribeligt: Det kan være svært at fatte, at der foregår en reaktion i et lille plasticrør med en dråbe farveløs væske i. Jeg synes, det er helt utroligt og fantastisk…!
Lidt som at arbejde i mørke
”Når jeg går hjem om eftermiddagen og har sat et forsøg i gang, ved jeg ikke, hvad der venter mig dagen efter. Om jeg er nået en dag længere i mit projekt – eller om jeg er sat en måned tilbage. Forskning er lidt som at arbejde i mørke. Man ved ikke altid, hvor man er. Man må prøve sig frem, og lige pludselig har man et resultat. Det er det, der gør det spændende at arbejde med projekter på forskningsstadiet. Det er helt ny viden, vi arbejder med, så det er en læreproces hver dag.
Jeg arbejder tæt sammen med min kemiker og diskuterer mine forsøg med ham, men mit arbejde er selvstændigt på den måde, at jeg selv tilrettelægger de forsøg, vi skal køre. Mine konkrete resultater er, som regel, altid en del af et større projekt – og på den måde indgår jeg også i en større projektgruppe. Jeg kan godt lide den følelse, at færdes blandt nogle dygtige forskere.
Fejl kan man også lære af
”Man skal helt klart være nysgerrig, hvis man vil forske – og man skal være tålmodig. Nogle dage fungerer det bare bedre end andre, og vi kan ikke altid forklare hvorfor. Selvfølgelig støtter vi os til teorien, men det er ikke altid tingene er, som de burde være ifølge teorien. Gener kan ”opføre” sig forskelligt på den måde, at det, der virker i et forsøg for et gen, måske ikke virker for et andet. Og cellerne kan også have en dårlig dag. Ligesom os andre.
Men når det gælder forskning, er der ikke noget, der på forhånd er rigtigt eller forkert. Og det kan sommetider føre noget med sig at lave en fejl. Vi går selvfølgelig målrettet efter resultater, men jeg har selv prøvet at køre et forsøg, som jeg senere fandt ud af var forkert opsat. Men resultatet endte alligevel med at være det, vi gik videre med!

